Kilder

Journalisten får sine historier fra sit kildenet. Inden for et stofområde gælder det om at opbygge så stort et net af gode kilder, som man kan, uden at komme i lommen på dem.

Den journalist, som har de gode kilder, er mere værd end den, som ikke har.

Ud over de kilder, som journalisten selv skaffer sig, er der telegrambureauer, andre medier, biblioteker, arkiver, registre og andre offentlige vidensbaser.

Kildenettet virker begge veje. Journalisten ved, hvor han skal henvende sig for at få sine spørgsmål besvaret, men kilderne ved også, hvor de skal henvende sig, hvis de synes et eller andet er vigtigt, interessant eller bare for galt.

Journalisten behøver ikke at opgive sine kilder til offentligheden, hvis det kan skade kilden. Dog må man ikke dække over viden om forbrydelser, der kan give mindst 4 års fængsel efter straffeloven, hvis den viden er afgørende for, at sagen bliver opklaret.

Tre typer af kilder

Man deler kilder ind i tre forskellige typer:

Erfaringskilder. Har oplevet historien på egen krop. Kan fx være indblandet i det trafikuheld, der skrives om.

Partskilder. Har en personlig interesse i historien. Fx en politiker, der prøver at komme igennem med en sag.

Ekspertkilder. Har viden om det historien handler om. Kan fx være en forsker, der kan forholde sig neutralt til sagen.

Visse typer kilder skal man være særlig på vagt overfor. Det gælder:

Kilder, man ikke kan tjekke, fx Internet.

Kilder, som man har fælles interesser med.

Kilder, som man personligt godt kan lide.

Vinkling

Vinkling er ligesom research et vigtigt begreb for journalisten og hænger i høj grad sammen med researchfasen men også med skrivefasen.

For vinklingen sker både undervejs i researchen, når journalisten undersøger, hvilket stof, der kunne være interessant at bruge - og mere vigtig IKKE at bruge- til at belyse historien. Og vinklingen sker når tiden er kommet til skrivefasen, hvor endnu mere stof bliver valgt fra.

Vinkling vil sige, at en historie ses i et bestemt perspektiv. Noget i en historie udvælges til at være det vigtigste og anbringes i toppen. Resten af historien ses i forhold til den valgte vinkel.

En sag om trafiksikkerhed kan ses som en historie om hensynsløse bilister, men den kan også ses som et spørgsmål om dårligt anlagte veje. Og begge vinkler kan være sande nok.

Man kan også "vende en historie om", dvs vælge noget andet til at være det vigtigste, flytte det op i toppen og skrive historien igen på de samme facts, men med et helt andet resultat.

Undervejs i researchfasen

Gennem researchen udvælges kilderne, så det er det rigtige, journalisten kommer med hjem. Foruden at tænke over, hvem man skal tale med, skal man også overveje, hvilken genre, historien skal skrives i.

Er interviewet bare til baggrund, eller skal der direkte citater med hjem til brug i selve artiklen?

Hvis artiklen skal skrives som en reportage, skal der desuden skrive reportageelementer ned, mens journalisten er på stedet, altså alle de observationer, lyde og lugte, der kunne være interessant for historien.

Når journalisten kommer hjem, foregår anden del af den journalistiske vinkling. Stoffet skal bearbejdes, og det overskydende stof sorteres fra, så vinklen bliver skarpere.

Spørg dig selv: ”Jeg vil fortælle at…”

På den måde kommer du tilbage til dit udgangspunkt for, hvad det var du vil skrive om. Fx at købmandens agurker er dyre, men rådne.

Men måske er der kommet nye perspektiver frem. Måske holder din vinkel ikke eller skal i hvert fald perspektiveres, fordi købmanden også havde billigere agurker at vælge imellem, fordi de dyre ikke er sprøjtet og derfor ikke kan holde længe eller andre nye oplysninger.

Måske sagde kilden noget, der kræver modsvar. Måske er der åbnet op for nye spørgsmål, så andre typer kilder skal spørges. Fx om det også gælder købmanden på den anden side af gaden.

Historier skal som udgangspunkt altid have flere kilder end én (medmindre det er et interview). Nogle gange ved man det på forhånd, andre gange finder man ud af det undervejs. En historie er nemlig ikke troværdig eller viser det rette billede af sandheden, hvis kun én kilde mener eller siger det. Påstanden skal gerne bakkes op af andre/være repræsentativ, for at kunne bære en (tendens-)historie.